Hospitalsmad uden sminke – Økologisk frontløber

Bente Sloth blev i dec 2009 belønnet med titlen som Økologisk Frontløber af Økologi & Erhvervs læsere. Titlen tildeles tre, der i særlig grad har bidraget til, at økologien i endnu højere grad lever op til sloganet: "Økologi - godt for dig, dyrene og miljøet".

Bente Sloth - Økologisk Frontløber 2009
Bente Sloth - Økologisk Frontløber 2009.Foto: Jakob Brandt

Print

 

Bente Sloth fik prisen i kategorien "råvarekvalitet", mens to landmænd løb med titlen indenfor kategorierne "bæredygtighed" og "dyrevelfærd".

 

- Bente Sloth har været foregangskvinde for at sætte sig ned og definere, hvad de forstår ved god fødevarekvalitet. At sundhed, saft og kraft skal ind i maden hver dag. Ingen konserveringsmidler, aromaer eller konsistensreguleringer - dvs. maden skal smage af det, den er, og laves fra bunden. Det er unikt for et sygehuskøkken, at stille krav om økologi og ordentlig kvalitet, og samtidig holde budgettet. Bente Sloth har været tro mod dette fokus, og er derfor også headhuntet til at gøre det samme på Nordens største sygehus i Århus. Fordi maden er vigtig for vores velbefindende, og fordi økologi, kvalitet, sund mad går hånd i hånd - også i stor skala, og også med et budget der holder, siger Dorthe Kloppenborg fra Økologisk Landsforening.

 

- Det betyder meget for mig personligt. Jeg er virkelig glad for det, siger den østjyske cheføkonoma, som

blev hentet fra Randers Regionshospital til at stå i spidsen for en proces, hvor hospitalskøkkenerne på det

gamle kommunehospital og det tidligere amtshospital skal smelte sammen til én enhed, og i den forbindelse indfører hun en helt ny køkkenfilosofi. Fremover skal mest mulig af maden laves helt fra bunden, uden tilsætningsstoffer og med mest mulig økologi.

- Sådan en pris gør det nemmere for mig at trænge igennem. Den betyder meget for min professionelle

troværdighed, siger Bente Sloth, der bliver en af hovedarkitekterne bag indretningen af køkkenet på det nye supersygehus i Skejby ved Århus, som efter planen skal stå klar til brug om fem-seks år.

 

Cheføkonoma Bente Sloth har vist, at det er muligt at indføre økologi i de store hospitalskøkkener, uden at det koster ekstra.

 

Sidste år tildelte Det Danske Gastronomiske Akademi en ærespris til cheføkonoma Bente Sloth. Den fik hun for at have hævet den kulinariske overlægger i patientkøkkenet på Centralsygehuset i Randers, hvor hun var drivkraften bag et opgør med mange års rutiner.

- Jeg vil lave maden helt fra bunden og bruge flest mulig økologiske råvarer, siger Bente Sloth.

Hun har brugt mange kræfter på at ændre på vanerne i et offentligt storkøkken, hvor frygten for det uvante ofte er større end viljen til forandring. Når man nu har vænnet sig til at snittede grøntsager kommer fra grossisten i store vakuumpakkede poser, kræver det en del tålmodighed at overbevise personalet om, at det er en god ide selv at snitte sine grøntsager.

 

Sund mad uden sminke

I Randers har Bente Sloth dokumenteret, at det i mere end én forstand er sund fornuft at vinke farvel til fødevareindustriens mange halvfabrikata, som ofte er pumpede med både vand og et hav af unødvendige tilsætnings- og aromastoffer.

- For mig er kvaliteten det vigtigste. Vores kød skal ikke smage af hengemt slagteri. Vi vil ikke have pumpet eller neutralmarineret kød. Vi laver mad uden sminke, fastslår Bente Sloth.

Hendes opgør med mange års køkkenlatin har givet genlyd langt uden for Randers, og hendes erfaringer med at satse på hjemmelavet brød og pålæg gør hende til en oplagt frontløberkandidat.

 

Nyt superkøkken i 2013

- Vi har bevist, at vi kan finansiere vores økologiforbrug ved at købe lavtforarbejdede råvarer. Vores erfaringer viser, at kiloprisen på den færdige mad enten falder eller er den samme, når vi skifter til uforarbejdede råvarer. Så er det unægtelig smartere, at vi selv scorer den avance, som ellers tilfalder aktionærerne i fødevareindustrien og bruger den til at indføre økologi, siger Bente Sloth.

Via en analyse fra BDO Kommunernes Revision har hun dokumenteret, at det i ni ud af ti tilfælde er en bedre forretning for køkkenet selv at forarbejde grøntsager og kød m.m., og de gode randrusianske resultater førte til, at Bente Sloth i år blev ansat som leder af køkkenerne på Århus Sygehus og 'Kommunehospitalet' i Århus.

Her ligger der en stor portion udfordringer og venter på Bente Sloth, som allerede har lavet opskriften for, hvordan de to nuværende hospitalskøkkener skal smelte sammen til en fælles enhed i 2010.

- Planen er, at vi omlægger hele produktionen til at lave maden fra bunden og så vil vi gradvist indføre økologien.

 

På længere sigt venter der endnu større udfordringer for den jyske cheføkonoma, som er udset til at spille en central rolle, når der skal indrettes en helt ny køkkenafdeling, som skal være klar til brug på Region Midtjyllands kommende superhospital i Skejby i 2013. Det vil på sigt opsluge byens nuværende hospitaler.

- Det bliver et køkken med egen slagterafdeling, bageri og grøntrum, siger Bente Sloth.

 

 

Kilde: Økologi & Erhverv, 30. oktober 2009 og 25. december 2009

Seneste Nyheder

27. januar 2012Økologisk Landsforening lancerer nu en applikation til smartphones, som kan hjælpe danskerne med at finde frem til spisesteder med økologi på menuen. Via applik...

24. januar 2012Den 1. februar 2012 lanceres 'Nøglehullet på Spisesteder' til kantiner, restauranter, catering, hoteller, kursussteder m.fl. ...

24. januar 2012I tråd med regeringens udmelding om, at 60 procent af al offentlig bespisning fremover skal være økologisk, byder Foodexpo i MCH Messecenter Herning indenfor ti...

Annonce