
I FødevareErhvervs kantine er andelen af økologiske fødevarer for det meste over 60 procent.Foto: Dansk Firmaidrætsforbund
For kantinepersonalet hos FødevareErhverv handler økologi ikke
alene om miljø, dyrevelfærd og sundhed, men også om smag og
kvalitet, og køkkenchef Christian Rask er glad for at arbejde med
de økologiske råvarer.
- For mig og mine kollegaer betyder det blandt andet, at vi
arbejder med råvarer, som har en smag, kvalitet og intensitet, som
jeg synes, ligger langt over de konventionelle råvarer, siger han
til fagbladet Kantinen.
Kantinen bespiser dagligt 325 ansatte i FødevareErhverv
(ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri),
Konkurrencestyrelsen, Engergitilsynet og Fiskeridirektoratet. Den
meget velassorterede og sunde kantine var en af årsagerne til, at
FødevareErhverv sidste år løb med titlen som "Danmarks sundeste
arbejdsplads".
Mere af årstidens grønt
Udgifterne ved at omlægge til økologi holdes nede ved at servere
mindre kød og mere af årstidens grønt, hvilket også giver en
sundere kostsammensætning.
- Der er økonomiske omkostninger forbundet med at lægge om, men
vi har omstillet kantinemaden og fokuserer på sæsonvarer, hvilket
betyder, at vi i øjeblikket baserer flere retter på rodfrugter og
kål. (…) Ved at tænke meget grønt og korn ind i retterne kan man
mindske kødforbruget og dermed også holde udgifterne på den konto
nede, siger Christian Rask til Kantinen.
I en undersøgelse blandt 526
kantiner i Danmark blev det påvist, at der er tæt sammenhæng
mellem økologi og sundt madudbud i kantinen. Undersøgelsen, som er
foretaget af seniorforsker Bent Egebjerg Mikkelsen ved DTU
Fødevareinstituttet, viste, at kantiner med fokus på økologi
serverede mere grønt på smørrebrød, mere frisk frugt, og flere
grøntsags- og fiskeretter. Udbuddet var altså sundere end i
kantiner uden fokus på økologi, og maden var mere i tråd med de
officielle anbefalinger for sund kost.
På vej mod spisemærke i sølv
Kantinen forpagtes af Meyer Kantiner, som har en målsætning om,
at minimum 30 procent af alle kantinernes fødevarer skal være
økologiske. I FødevareErhvervs kantine er andelen af
økologiske fødevarer for det meste over 60 procent, og så snart
kantinen har fundet et leje, hvor de hele året kan sikre minimum 60
procent økologi, vil de ansøge om det
økologiske spisemærke i sølv.
Meyer Kantiner har allerede i en årrække ført regnskab over
økologiprocenten for at kunne lave en egenkontrol og sikre, at
målsætningen blev indfriet.
Kilde: Kantinen, marts 2010.