Økologien har ikke længere eneret på naturlige fødevarer. Det
vælter ind med produkter, som vil have en del af kagen, og det
forvirrer forbrugerne. Sådan lød vurderingen fra brandekspert
Anthony Aconis på et seminar om økologi og emballage for nyligt.
Han mener, at økologerne skal være bedre til at skabe emballager,
der kommunikerer effektivt på hylderne.
- I dag vil forbrugerne have varer, der er rene, autentiske og
ærlige. Men det er der efterhånden et hav af produkter, der kalder
sig selv. Selv Coca Cola har været ude at slå på, at deres
produkter er naturlige, siger Anthony Aconis, som mener, at
forbrugerne i stigende grad efterspørger enkel mad som en kontrast
til den tid, vi lever i.
- Verden er blevet så kompleks, og derfor efterspørger
forbrugerne et løfte om simplicitet, når de handler ind. De vil
ganske enkelt bare vide, at det produkt, de køber, er produceret på
en ordentlig måde.
Vi tror, det er økologisk
Derfor vurderer Anthony Aconis, at økologiens største udfordring
er alle de andre produkter på hylderne, der signalerer de samme
værdier som økologien.
- Vi køber så mange ting, som vi fejlagtigt tror, er
økologiske. Der står "innocent", "pure", "clean" og "natural" på en
hel masse varer, der kommunikerer som økologiske produkter, men som
ikke er det, siger han og forklarer, at økologerne ikke længere
skal kæmpe kampen på Ø'et alene, men skabe emballager, der
kommunikerer effektivt på hylderne, så forbrugerne ikke er i tvivl
om, hvornår de står med den ægte vare.
Skal være let at afkode
Ifølge markedskonsulent i Økologisk Landsforening, Helle Bossen,
peger forbrugerne i en ny forbrugeranalyse også selv på, at de
ønsker en mere tydelig kommunikation på de økologiske
emballager.
- Når forbrugerne skal give flere penge for en økologisk vare,
vil de gerne have forklaret helt tydeligt på emballagen, hvad der
er særligt ved varen. Forbrugerne bruger kun fem sekunder på at
beslutte, hvilken vare, de skal lægge i kurven. Derfor er det først
og fremmest utroligt vigtigt, at emballagen er nem at afkode, siger
Helle Bossen.
Hun henviser eksempelvis til, hvordan det er at stå i en
dagligvarebutik og kigge på bakkerne med æg.
- Emballagerne er fuldstændigt ens, og man kan sagtens føle sig
rådvild som forbruger, siger hun.
Derfor mener Helle Bossen, at det tydeligt skal fremgå af en
bakke økologiske æg, at hønsene har bedre dyrevelfærd; at de har
mere plads i hønsegården og har adgang til det fri. Ligesom en
pakke økologisk mel eksempelvis klart og tydeligt skal informere
om, at det økologiske korn er dyrket uden brug af kunstgødning,
sprøjtegifte, stråforkorter eller gensplejsede organismer.
- Og så kan økologerne også blive endnu bedre til at fortælle om
den omhu og ekstra arbejde, de lægger i deres produkter. Hvis de
eksempelvis har malet deres mel på en stenkværn eller håndplukket
deres frugter, så er det en oplysning, forbrugeren gerne vil have
med på emballagen, siger Helle Bossen.
Læs mere om emballage
Til nyhedsoversigt